HVAD DRENGE KIGGER EFTER I PIGER

Hvad kigger drenge efter i piger | Lev livet som du mærker det er rigtigt | Ta' på højskoleopholdet 4 uger i sommerferien |  Alpehøjskolen

I dag stod jeg og holdt døren for en kvinde. Eller, det vil sige jeg først stod og holdt den for luften i 5 lange sekunder, inden kvinden nåede hen til mig, kiggede nervøst på mig og takkede.

Jeg har gjort det flere gange før, det her med at holde døren for nogen og først opdage for sent, at personen er for langt væk. Hvad gør du i den situation? Oftest bliver jeg stående, som i modtræk får den ankommende til at traske lidt hurtigere, og vi bliver begge mere og mere ubekvemme med situationen.

Usikkerheden, nervøsiteten, ubekvemheden... Jeg mærker den hver dag både i mig selv og dem omkring mig. Jeg er blevet bedre til at slippe min usikkerhed gennem humor og smil. Jeg har ændret mit mindset i situationen til at være negativ og energidrænende til positiv og energiskabende. Det er mit budskab i dag, hvordan kan du ændre dit mindset og skabe energi i din hverdag fremfor dræne den. Jeg har her et eksempel, jeg bruger.

Mit eksempel er, "hvad drenge kigger efter i piger". Jeg er trods alt snart 30 år og ved derfor meget om, hvordan piger skal se ud. Så lad os starte.

 

  • I Japan får kvinder kosmetologisk gjort deres tænder skæve, fordi det anskues som værende ungdommeligt.

  • I Etiopien afholder de en ceremoni, hvor kvinderne får skåret rituelle markeringer på maven som anses som sexet.

  • Middelalderen var en fattig tid og fedme ansås for at være succesrigt. Dette opleves stadig i Mauritania, hvor ekstra fedtfolder tiltrækker de fleste mænd, og døtre bliver sendt til fatcamp, fordi strækmærker er symbol på sexethed.

  • Der er en stammer i Thailand og Burma, hvor en lang hals anses for at være sexet. Derfor benytter kvinderne ringe af bronze, som skubber kravebenet væk fra halsen og giver illusionen af en lang hals.

  • Skulle du ikke have skæve tænder kan du tage til Indonesien, hvor skarpe tænder er det mest sexede, du kan have og derfor er tand-filning en ting.

  • I Iran er det sexet at have en lige næse, og plastikkirurgi er for de rige. Derfor går unge kvinder rundt med operationsplaster, selvom de ikke er blevet opereret for at skabe illusionen af, at de har råd til kirurgi og deres næse derfor er perfekt.

... Og herhjemme i Danmark er det mest sexede, vi kan forestille os, kvinder, som maler deres ansigt og barberer deres krop. Mænd møder også kropsidealer, og denne tekst er ikke et kapløb om, hvem der har den største udfordring. Den ville vi mænd nemlig tabe stort. Det handler om, at dit udseende er en dårlig måleenhed for, hvor meget du tror du er værd; dit selvværd. 

Der er intet galt i ønsket om at blive anerkendt for, hvordan du ser ud. Jeg vil gerne anerkendes for, hvordan jeg ser ud. Makeup, tøj, tatoveringer, piercinger, skæg m.m. er super fede måder at udtrykke sig på, og jeg synes vi skal udtrykke os på alle de måder vi kan; gennem vores udseende, handlinger, ord, idéer, gennem sang og dans. 

Det mindset, jeg håber du fanger her, er noget, jeg tager med mig i livet generelt, både i privat- og erhvervssammenhænge: Du eksisterer ikke for at gøre andre glade. Det er ikke antallet af andre mennesker, som giver dig anerkendelse, der dikterer, hvor god du er. Du eksisterer for dig selv, for din egen skyld. Det medfører sjovt nok, at andre bliver glade i dit nærvær, fordi du er autentisk i dine handlinger. Forskellen er, når du styres af dine egne tanker og følelser og ikke ydre omstændigheder. 

Gå ud idag med målet om at leve dit liv, et liv, hvor du mærker efter, hvad som er vigtigt for dig. Ta' de slidte jeans på. Farv dit skæg blåt. Lad makeuppen blive i skuffen. Gå i jakkesæt selvom det er søndag. Spis en is til morgenmad. Lev dit eget liv; gennem dine egne ord, handlinger og idéer. 

"Vær dig selv, alle andre er alligevel optaget."

Oscar Wilde

Vær dig selv alle andre er allerede optagede |  Oscar Wilde | På Alpehøjskolen kan du være dig selv | Sommerhøjskole i udlandet for unge mennesker mellem 18 og 30 år

Rasmus Carlo Fabricius, Medstifter af Alpehøjskolen | Sommerhøjskole i udlandet

Forfatter: Rasmus Carlo Fabricius

Rasmus er dybt betaget af at finde potentialet i mennesker omkring sig og skriver blogindlæg for at skabe nysgerrighed og indsigt hos læseren.

AlpehøjskolenComment